Tirsdag den 6 marts 2018

Jeg tror, hjælp min vantro!

I søndagens lignelse fra Markusevangeliet bringer en far sin stumme søn til Jesus, for at han skal helbrede ham. Da den dæmoniske ånd i drengen så Jesus, rev og sled den i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig.

Drengens far bad Jesus: Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os. Jesus svarede: Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror. Straks råbte drengens far: Jeg tror, hjælp min vantro! Nogen gange tænker jeg på, om den bibelske verdens anderledes forståelse af sygdom hindrer os i at se pointen i dagens lignelse: At Jesus er Guds søn, og mørket griber ham ikke. 

Vi er så indpodet med videnskabelig skepticisme, at vi kun kan forholde os som praktiserende tvivlere. En, der praktiserer tvivl, kan ikke give sig hen i bøn, men må vedvarende diskutere med sin fornuft og logik, om Gud findes og om det fornuftige i at bede. Men bøn kræver, at man tillidsfuldt praktiserer tro.

Jeg hører ofte mennesker sige: “Jeg er ikke religiøs, men spirituel – jeg tror på min egen måde.”  Mange mennesker er draget af troen, mens de praktiserer tvivl. Vore forfædre gjorde lidt anderledes, de praktiserede deres tro samtid med, at de også praktiserede tvivl. Vore forfædre svarede som drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Drengen far praktiserede tro og tvivl i samme stund.

Det er som om nutidens mennesker mærker ånden og siger, at de er spirituelle, altså fuld af ånd, men de har ofte svært at give sig hen i den kristne tros verden. Langsomt mister vi på denne måde en dyb, lang og rig tradition, og i bytte får vi praktiserende tvivlere. Det er åndeligt fattigt at nøjes med at praktisere vores lille personlig tvivl. Det er fattigt, fordi vi baserer os på os selv uden traditioner, historie og 2000 års mangfoldige og kritiske fortolkninger. Slår vi troens praksis ihjel og erstatter den med tvivlens praksis baseret på rationel skepticisme, så kommer vi aldrig til troen. Vi risikerer at gå i tvivlens selvsving. Rationel skepticisme, praktiseret tvivl kan kun lede os til fortvivlelse. Uden praktiserede trosliv visner vores rige traditioner langsomt af mangel på at blive brugt.

Et rigt trosliv – en praktiseret tro - udfordres og blomster af tvivlen og ny forståelse bringes frem. Troen kan det, intet andet kan, den kan rumme de paradokser, som er en del af livet. Paradokserne kan rummes, fordi troens fundament er kærlighed. Kærlighed, der får alle ender til at nå sammen, der opløser modsigelser.

»Jeg tror, hjælp min vantro!« Tro bliver levende af den tvivl, der banker på dens ryg.

Af sognepræst Ingrid Salinas


Onsdag den 17. juni 2017

At leve for Guds ansigt...

I søndags kom en mand til gudstjeneste. Det gør han med jævne mellemrum. Inden gudstjenesten hilste han på mig og fortalte mig glædestrålende, at i dag var en særlig dag for ham. Han kom for at takke. Det var nemlig 16 år siden han var holdt op med at drikke. Han var taknemlig for hvert eneste dag i de sidste 16 år. 

Han fortalte, at han en morgen for 16 år siden var stået op og havde kigget sig i spejlet. Synet af ham selv i spejlet havde rystet ham. Han hørte sig selv sige: Gud, sig mig hvad jeg skal gøre. Svaret var: Hold op med at indtage alkohol og gå ud og hjælp andre til at gøre lige så.

Manden lagde alkoholen på hylden og vendte ansigtet mod Næsten. Han engagerede sig med flere andre i Anonyme Alkoholiker og mærkede, at der var mange, der havde brug for ham. Han var der for dem, der var så afhængige af alkohol, at de ikke havde andre at vende sig mod. Han begyndte at leve for Guds ansigt.

Det er vel de færreste af os, der opfatter vores arbejdsliv og hverdag som en tjeneste for Gud og Næsten. Det er som om vi i vores individualistiske tid primært synes, at vi har en forpligtelse overfor os selv. Det gælder kun vores karriere og job, vores CV. Spørger man nogen om de vil engagere i velgørenhedsarbejde eller social virksomhed, så ligger vendingen: “Whats in it for me?” på tungen. Hvad får jeg ud af at engagere mig. Det er også blevet en fast vending, at man da selvfølge skal forkæle sig selv. “Fordi du har fortjent det!”

Sat på spidsen, er vi blevet isoleret individer, der kun tænker på os selv. Vi har glemt, hvad det vil sige at leve for Guds ansigt i forpligtelse overfor Gud og Næsten.

Uforpligtedeheden og meningsløsheden hører sammen, fordi vores liv lukker sig om sig selv, indkapsler sig og holder andre på uforpligtende afstand. Det betyder, at vores liv lukker sig og vi mister fremtiden. En fremtid for os selv alene, er ikke nogen fremtid. Det drejer sig ikke om at realisere sig selv for mig, men at følge sit kald og være forpligtet på sin Næste. Gud og Næsten bringer meningsfylden ind i vort liv.

Af sognepræst Ingrid Salinas

Har du brug for støtte i forbindelse med dit alkohol misbrug, så ring til 56 50 32 82.


Onsdag den 30. august 2017

Biskoppen der kender meningen med livet... 

Der findes ikke et svar på meningen med livet. Vi kan ikke tænke os til meningen med livet; vi kan kun leve og handle i livet, så det giver menig.

Går man tidligt om morgen på gaderne i Cape Town kan det være, at man træffer en tidligere biskop. Han blev født i 1931 og er for længst gået på pension. Han har levet det meste af sit liv under apartheidstyret. Apartheid varede fra 1948 til 1993 og var et brutal system til raceadskillelse i Sydafrika. Apartheid var en samfundsorden, hvor de sorte sydafrikaner blev regnet for andenrangs borgere i forhold til de hvide sydafrikaner. Biskop emeritus Demond Tutu har brugt det meste af sit liv til at kæmpe mod apartheid og for retfærdighed i Sydafrika.

Apartheid styret var voldelig og undertrykkende. Det efterlod stor sorg og angst. Tutu blev i 1990erne inspireret af Jesus til at praktisere forsoning med Sandheds og Forsoningskommissionen i Sydafrika. Opgøret med apartheid stod i 90’erne i kontrast til tidligere retsopgør efter diktaturstater fx i Chile og efter nazisternes folkemord på jøderne under Anden Verdenskrig.  Sandheds- og forsoningskommissionens fokus var at lade ofrene fortælle deres historie og give forbryderne amnesti mod, at de offentligt bekendte deres gerninger. Deres arbejde vakte i 90’erne beundring ude i verden. Selvom kommissionens arbejde siden blev kritiseret for ikke at hjælpe ofrene tilstrækkelig, var det aldrig før set i menneskernes historie.   

Den gamle emeritus spadserer stille og rolig på gaderne i Cape Town, med en pose i hånden som han fylder med det affald, der ligger på gaderne. Med sine 87 år fortsætter han sit liv med virke, der giver meningsfylde. Om skrallet udtaler han. “Mit folk er Nogen og de behøver ikke at leve midt i al den skral og affald på gaderne. Det er som at sige; at vi er skral.”

At leve livet, så det giver meningen, er at følge Jesus i handling og tale og sætte Næsten og Gud i centrum. Desmond Tutu forsætter med at give sine brødre værdighed og agter skabelsen. Den der sætter sin Næste i centrum med sine handlinger, får mening med livet givet, også når det er at samle affald i grøftekanter, i skoven, på stranden og på gaderne.

Af sognepræst Ingrid Salinas


Onsdag den 25. oktober 2017

De to regimenter

En søndag i december for år tilbage skulle jeg have en gudstjeneste i Farendløse kirke, der ligger som en skinnende gul ravklump på toppen af en lille bakke i det Midtsjællandske landskab.

Jeg var i så god tid, at jeg gik en lille tur i fuldt ornat bagom kirken i det forunderligt påklædte landskab. Det var den klareste morgen med rimfrost på den sorte muld. Der var ikke et sjæl at se nogen steder. På vej tilbage til kirken møder jeg helt uventet en politibil med to politimænd -  i fuldt ornat. Jeg havde aldrig set politi i det område. De hilste med honnør og smil. Og jeg smilede og hilste tilbage med honnør. En mand kommenterede denne lille hændelse overfor mig med ordene: “Det er sandelig den ene ordensmagt, der hilser på den anden ordensmagt.”  Der er noget sært og sjovt over denne kommentar. Det morsomme er også, at ordensmagterne genkendte hinanden, anerkendte deres forskellige roller og hilste på hinanden, som indforståede ordensmagter, med honnør.

Bemærkningen om de to ordensmagter er en rigtig lutheransk bemærkning, sagt af en, der er opfostret i et luthersk samfund, hvor lov og evangelium stadig er de to ordensmagter. Martin Luther, vores kirkefader, slog sine 95 teser op på kirkedøren i år for nøjagtig 500 år siden den 31. oktober. Martin Luther opfandt en måde at se relationen mellem den timelige verden og det evige med. Han fandt på de to regimenter. Det verdslige regiment brugte sværdet og loven til at udøve sin ordensmagt, og det gejstlige regiment bruger evangeliets ord som sit instrument.

To ordensmagter; lovene i form af Grundloven og andre love, som blandt andet politiet sørger for, bliver håndhævet. Og evangelium, som Guds ord ind i vores liv; viderebragt, af blandt andre præsten, i samtale med menigheden.

Der er ikke tvivl om, at politi er en ordensmagt. Jeg ser præsten som en særlig slags ordensmagt: Nemlig en uordens ordens magt. Præsten må, uden brug af jordisk magt, gå ind i kirken og hjælpe til med at rydde op. Rydde op og ud i selvfedmen, undertrykkelsen og udstødelsen af medmennesker.
Præsten, den gejstlige, skal gå ind og befri med Ordet – Guds Ord dér, hvor religionen er blevet en indespærring uden håb og uden kærlighed.

Med Ordet må præsten slippe ordet frit, dér hvor magthaverne bruger religionen til at forlænge deres magt over andre mennesker. I det Lutherske samfund er det præstens opgave at åbne for en anden ordensmagt, nemlig den himmelske orden. Præstens rolle er at bringe nådens uordens ordensmagt ind i verden fra evige verden. Den evige verden, som er Guds rige. Guds rige, der er retfærdighed for alle, åben for mere.

Religion kan være det værste i verden og det bedste i verden. Jesus græder, når religionen er det værste i verden. Værst er det, når religionen fastfryser mennesker i love og regler, som ikke lader nåden komme til. Religion er det bedste, når spontan og suveræn tillid befrier mennesket for det tyngede, levede liv og vækker til nyt liv midt i livet.

Da smiler Jesus. Det bedste er, når vi lader Guds nåde virke som forvandlende og livgivende kraft, der gør vore stenhjerter til bankende hjerter af kød og blod.

Af sognepræst Ingrid Salinas


Tirsdag den 2. januar 2018

Julens glædelig budskab bringes ud i alverden

Omkring den tid, hvor Latinamerika var et nyopdaget kontinent, levede en spanier ved navn Bartolomé de Las Casas (1484-1566) i Mexico. Bartolomé var bosætter og slaveejer i den nye verden. Efter han oplevede brutal tortur og folkedrab, begået af spanske kolonister, skiftede han holdning til slaveri. Han blev stødt på sin indre retfærdighedssans og tro. Han opgav snart at være slaveejer og blev dominikansk munk og fortaler for indianernes rettigheder. Siden blev han præst.

Kristus troen fik ham til at kræve ændringer i forståelsen af slaveriet, ikke for freden for, det blev der ikke, men for den Kristus sandhed, at alle mennesker er del af det hellige menneske fællesskab sammen med Kristus.
Bartolomé tog sit kors op, som der står i Mattæus 10,38: Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Broder Bartolomé forklarede, at han efter sin ankomst til den nye verden, støttede det barbariske misbrug af lokalbefolkningen, men snart blev han overbevist om, at de rædselsfulde gerninger med tiden ville medføre en guddommelig straf, og at denne straf ville føre til Spaniens fald. Han forsøgte at forklare Kong Filip 2. af Spanien, at frem for at misbruge og slå indianerne ihjel, var det spaniernes ansvar at gøre indianerne kristne.

I juledagene lyder Mattæus teksten: Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.

Ironisk nok, forslog broder Bartolomé først, at man som erstatning for indianerslaver kunne importere afrikanere som slaver. Senere ændrede Bartolomé også mening på dette område, da han mødte de afrikanske slaver og så, hvad slaveriets gjorde ved de afrikaner, der kom til Latinamerika.
Både kærlighed og magt er nødvendige byggesten for Guds fredelig rige her på Jorden. I Kristus troen redefinerer kærlighed magtens natur. Magt uden kærlighed er blot brutal, og kærlighed uden magt er sentimental eller private liv uden forbindelse med Helheden. Evangeliet holder magt og kærlighed sammen og skaber helbredelse for menneskeheden og nyt håb for hele verden.

Godt nytår!
Ingrid Salinas 


Onsdag den 12. juli 2017

Kvinden der søgte svar på mening med livet

En kvinde søgte svar på, hvad meningen med livet er. Hun læste bøger om filosofi, historie, psykologi, og religion. Men hun fandt ikke svar i bøgerne. Kvinden besluttede sig for at rejse for at søge meningen med livet. Hun rejste til Afrika uden at finde svaret. Hun rejste til Indien, men heller ikke der var der nogen, der kunne give hende svar. Heller ikke i Sydamerika fandt hun nogen, der kunne svare hende. Hun rejste til Asien uden at finde svaret. Men dér var nogen, der havde hørt om en gammel mand, som kendte svaret. Ingen kunne huske, hvor han boede.

Hun søgte efter denne mand i land efter land. Hun endte til sidst i Himalaya ved foden af et højt bjerg. Kvinden klatrede op af bjerget, og efter meget møje og besvær nåede hun forslået og kold frem til en lille hytte. Kvinde bankede på døren. Døren blev åbnet. Kvinden blev glad, da hun så, at en gammel mand åbnede døren. Inden han kunne få hilst, sagde kvinde: “Jeg har rejst det halve af verden rundt for at spørge dig: "Hvad mening er med livet?” Den gamle mand bød hende inden for til en kop te. Kvinden svarede; “Nej ellers tak, jeg ønsker kun at få svar på mit spørgsmål.” Den gamle mand sagde: “Lad os drikke en kop te sammen.” Kvinden ville have et svar på sit spørgsmål og indvilligede derfor i at tage imod en kop te.

Mens den gamle mand tændte op i ildstedet, hentede vand fra brønden og bryggede en kop te, fortalte kvinden om alt, hvad hun havde læst og om alle hendes rejser gennem flere kontinenter. Hun talte og talte. Hendes tale kunne næsten ingen ende få. Mens kvinden fortalte, så hun, at den gamle mand skænkede te op i kopperne. Han hældte og hældte te i hendes kop, så det til sidst løb ud over hendes hænder. Kvinden råbte: “Hvad er det du laver, kan du da ikke se, at der ikke er plads til mere te i koppen.” Den gamle mand så på hende og svarede: “Ligeså hos dig, du kom her for at få et svar, men der er ikke mere plads i din kop. Kom tilbage, når der er plads til et svar, og så kan vi tale sammen.”

Kvinden var så overfyldt med sine egne præstationer, at hun end ikke havde plads til at indse: At der ikke findes et svar på meningen med livet. Vi kan ikke tænke os til meningen med livet; vi kan kun leve livet, så det giver menig. At leve livet, så det giver meningen, er at følge vores indre Kristus signatur. Jesus viste os vejen gennem fortællingerne i evangeliet. Lever vi med Jesus Kristus som spejling på vores liv, så kommer meningen helt af sig selv lidt efter lidt.

Af sognepræst Ingrid Salinas


Lørdag den 17. september 2016

Spiritualitet og religiøsitet

"Jeg er ikke sådan et religiøst og troende menneske som præsten. Jeg ved ikke om jeg tror sådan på Gud, men jeg er et spirituelt menneske."  Sådan falder ordene af og til i de samtaler jeg har med mennesker som kommer fyldt af glæde i forbindelse med barnedåb, eller fyldt af sorg over tabet af et elskede menneske. Det er som om der underforstået er noget embedsagtigt korrekt, men også en smule stivnet og dogmatisk, over at være religiøs. Der er underforstået noget livgivende over at være spirituel.

Jeg har lagt mærke til at vi ofte bruger ordet spirituel om et menneske, som vi synes flyder over med liv og livgivende ånd. Vi bruger ordet religiøs i forbindelse med et menneske, der passer sine gudstjenester, kender sin bibelhistorier og bekender sin kristen tro. Et religiøst menneske bekender sig til en bestemt religion med dens dogmer, påbud og regler. Men religiøs og spirituel behøver ikke at udelukke hinanden.

Personligt er jeg religiøs på en spirituel måde. Jeg bekender mig til den treenig Gud. Og jeg har en kritisk tilgang til regler og dogmer. Det ender altid med jeg spørger mig selv: Hvad gjorde Jesus?

Engang da Jesus var på vandring og kommer ind i en landsby, bliver han mødt af Martha, som inviterer ham hjem. Mens Martha styrter rundt for at gøre klar til spisning sætter hendes søster Maria sig ved Jesu fødder og lytter til hans ord. Martha bliver ærgerlig over hun laver det hele, mens Maria sidder med hænderne i skødet. Martha spørger Jesus, hvordan han kan være ligeglad med at hun laver det hele. Jesus svarer Martha: Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting.  Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«

Jesus siger Maria har valgt det helt nødvendige. Hun har valgt at kvalificere sin spiritualitet og sine gerninger med Jesu ord. På samme måde må også vores spiritualitet kvalificeres og lukke sig op, så det kan lytte, som Maria lyttede til Jesus.

Af sognepræst Ingrid Salinas