Kan Jesus sparke til bolden?

Tirsdag den 24. september 2019

Nogle af disciplene opdagede, at Jesus aldrig havde været til en fodbold kamp. De besluttede at tage ham med til en kamp. Det var en glubsk kamp mellem kristne og jøder. De kristne scorede først. Jesus gav sig til at juble og kastede sin klaphat i vejret. Men så scorede jøderne. Og Jesus brød igen ud i jubel og kastede igen klaphatten i vejret. 

Ham, der stod bag Jesus, undrede sig, og han prikkede Jesus på skulderen og spurgte: “Sig mig min gode mand, hvem holder du med?” “Mig”, svarede Jesus, synligt ophidset over spillet. “Åh, Jeg holder ikke med nogen af siderne. Jeg nyder bare kampen.” Så vendte manden sig mod sidemanden og snerrede–  “Han er sikkert ateist.”

Efter kampen spurgte disciplene Jesus, hvorfor han ikke havde taget parti for et af holdene, de kristne, og om han havde for vane ikke at tage parti. Til det svarede Jesus: “Jeg holder altid med mennesket aldrig religioner, med mennesker i stedet for Sabbatten.”

Rundt om på jorden har magthavere i de sidste 2000 år begået mord for at få, holde og beholde den totale magt over andre. Med biblen i hånden og i Jesu navn er der begået folkedrab på folkedrab. Det skete, da nazisterne vedtog Endlösung den 2. august 1942.

Nej – de magtfulde kender ikke deres besøgstid, hverken datidens eller nutidens magtfulde. De magtfulde i templet, de skriftkloge og farisærerne indså ikke, at de gik imod Herres vilje – som er fred på jorden.

Indtil videre har vi svært ved at indse, at han, dengang han gik på jorden, ville fred, da Jesus rensede tempelpladsen for handel og betleri. Han var i gang med at give sig selv for at standse volden mellem mennesker, racer, religioner – og andre grupper af mennesker her på denne jord.

Jesus er radikal i ord og gerninger – så radikal, at vi ikke altid genkender ham som konge. Han viser vejen til fred mellem alle mennesker. Vi kan ikke genkende ham, fordi han ikke holder med særligt udvalgte – han holder af alle mennesker uanset race, religion, kultur.

Det er berørende at opdage, at den tyske kirke hvert år i august har en påmindelse om kirkens forhold til jøderne. Den tyske kirkes sang lyder: “For Gud bekender vi vor skyld og vor forsømmelse over for jøderne. Vi har ikke agtet Guds pagt med Israel, vi er blevet jøderne - vidnesbyrd om kærlighed skyldige.”

Af sognepræst Ingrid Salinas

Gud og kagedåsen

Tirsdag den 20. august 2019

Den katolske munk, Anthony de Mello, skriver:
En mor opdagede, at hendes barn havde stjålet fra kagedåsen. Hun spørger barnet: “Ved du, at Gud var tilstede, da du stjal kager fra kagedåsen?” Barnet svarer: “Ja.” Moderen fortsætter: “ Og han så hele tiden på dig?” “Ja,” svarede barnet. Moderen spørger: “Og hvad tror du Gud siger til dig?” Barnet svarer: “Gud sagde: “Her er ingen andre, undtagen os to, så du kan roligt tag to kager!”

Jeg kom til at le ad munkens lille fortælling. Her er ingen smålighed eller løftede pegefinger. Her er en fortælling om en medfølende Gud uden smalle steder og undertrykkende moral.
Hvis jeg var mor til sådant et barn, så ville jeg være stolt. Stolt over, at barnet ikke bliver mundlam over, at mor bruger Gud til at løfte en pegefinger og skamme barnet. Barnet griber endda chance og vender tingene om, når mor tager Gud som “gidsel” giver barnet igen i samme mønt.

Op gennem historien har ikke alene forældre, men også mange magthavere og eliter taget Gud til indtægt for undertrykkelse, så de kunne beholde magten. Magthaverne har truet med Guds straf og dermed holdt folket på plads. Biblen har en tæt besat perlerække af den slags beretninger. Jesus kom og løftede sløret for magthavernes hykleri. Han pegede på et helt andet Guds billede end den straffende Gud med en smålig moral.

I fortællingen om den fortabte søn får sønnen udbetalt hele sin del af arven, og da han vender tomhændet hjem efter at have formøblet formuen i et udsvævende liv, så løber faderen ham i møde og siger: “Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”

Den amerikanske præsident, Abraham Lincoln sagde engang til en herre: Vi regner med, at Gud er på vores side. Det er vigtigere at vide, at vi er på Guds side.

Af sognepræst Ingrid Salinas

Kan en blind lede en blind

Tirsdag den 23. juli 2019

En gammel kvinde er langsomt blevet blind og kan efter 30 år kun skelne lys og mørke. Hun havde ledt efter en ny pose kaffe i det køkkenskab, hvor hun i over 40 år har haft kaffe poser stående. Men nu var der forsvundet en pose kaffe hos hende. Jeg åbnede skabet, hvor kaffen plejer at stå, og så, at der stod den forsvundne pose kaffe. Det viste sig, at den var skubbet bagud i skabet.

Der havde været en mand fra hjælpemiddelcentralen forbi for at reparere hendes lydbogsafspiller. Hun fortalte, at han havde været så uforskammet at bytte hendes gode afspiller med et andet produkt. Hun følte sig franarret sin eneste glæde. Hun blev vred, og samtidigt var hun så afmægtig, at hun var begyndt at græde. Jeg søgte på lydbogsafspiller på nettet og opdagede, at man kunne købe en dækplade, så der kun var 3 knapper “synlige”, man kunne trykke på. Jeg så, at hendes lydbogsafspiller netop havde fået en dækplade, som skjulte unødvendige knapper. Den nye, gamle lydbogsafspiller dukkede op under dækpladen. Kvinden kunne næsten ikke tro sine egne – ikke øjne - men fingre, da hun mærkede på afspilleren.

Jesus siger: Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? Det er fortvivlende, når ting forsvinder for øjnene af os. Det er ikke kun ting, der forsvinder, men man kan heller ikke se, om bukserne passer til blusen, om strømperne har hver sin farve, eller om der er pletter på tøjet. Den blinde leder på tallerken efter det sidste jordbær, men det triller væk over i den anden side af tallerkenen. Når man skænker kaffe, så løber det enten ved siden af koppen, eller kaffen løber over.
Et ordsprog siger: Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med. Vi løber nemt over med domme, fordømmelse, mangel på tilgivelse og hjertets nærighed.

Jesus fortæller i lignelser om den ydre verden for at helbrede – eller i det mindste for at få os til at indse vores egne indre blindhed. En blindhed, der gør, at vi dømmer, fordømmer, nægter tilgivelse og er uden gavmildhed.

Vi fægter os gennem livet - blinde på os selv. Vi kan se vores indre lige så lidt, som den blinde kan se kaffeposen i skabet. Det er så ironisk, at vi netop ser vores egen blindhed som splinten i Næstens øje. Vi har brug for en Næste til at finde den kaffe – den indre blindhed – som vi ikke kan se: En barmhjertig Næste som med overbærenhed og nænsomhed piller bjælken ud af øjet på os.

Jesus advarer os: Vores indre blindhed kan være noget, der i det skjulte driver os, men som skal tøjres, hvis det ikke skal ende destruktivt for os selv og menneskeheden.  

Af sognepræst Ingrid Salinas

Et nyt hjerte af kød

Tirsdag den 2. juli 2019

Jeg mødte en amerikansk Jesuit præst, som havde fået et nyt hjerte fra en organdonor. Han fortalte os, at det var tre års dagen for hans nye hjerte. Han takkede i sin bøn for hjertet og takkede den, der havde været hans organdonor.

Profeten Ezekiels ord kom til mig: “Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød.”
Biblen blev nedskrevet på et tidspunkt, hvor man mente fornuften sad i hjertet. I perioder har man også ment, at hjertet var det sted, hvor sjælen boede. Kelterne mener, at sjælen er større end kroppen. Kelterne siger, at det er kroppen, der bor i sjælen, som er langt større. I moderne tid anses hjertet alene som en pumpe. Den gamle forståelse af, at hjertet har sin egen viden, hænger dog stadig ved.

I billedsprog taler man om at følge sit hjerte, hvilket betyder at følge længslen eller følelserne. Måske kender du den fransk matematiker og filosof Blaise Pascals (1623-1662) udsagn:  'Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender'. Det er en poetisk måde at sige, at der er mere end fornuft i os, og at det finder veje op til overfladen af vores liv. Hjertet er, udover at være livsgivende pumpe, en helt særlig billedlig funktion i legemet. Vi siger, at hjertet bevæger os til at gøre ting, vi ikke forstår med fornuften.
Præsten havde mærket, at det nye hjerte havde givet ham en grund til vedvarende at takke og fejre livet, ligesom man fejrer en bryllupsdag. Han takkede for den, der havde givet ham hjertet, og for hver eneste nye dag, han levede.

Inden han fik organdonor hjertet, havde han i en periode haft et mekanisk hjerte. Han forklarede, at den mekaniske hjertepumpe sad i bunden af venstre hjertekammer med et rør, der pumpede blodet op i hovedpulsåren.  Pumpen havde ledninger, der gik ud igennem huden i maveregionen, hvor de er tilsluttet et eksternt batteri, som han bar i en mavetaske omkring livet. I sandhed havde han for tre år siden fået fjernet stenhjertet i sin bryst og fået givet et hjerte af kød.
I USA er det sådan, at et år efter operationen kan man få at vide, hvem der var din organdonor. Jesuit præsten fik at vide, at det hjerte, han havde fået indopereret, var et hjerte fra en, der havde været forbryder og var indsat i et fængsel.

Der er en sær dobbelthed i, at fangens hjerte sættes fri i præsten, og at præstens liv og frihed afhænger af en fanges hjerte. Således blev dette hjerte mere end blot en pumpe.

Af sognepræst Ingrid Salinas

Opstandelsens under

Tirsdag den 30. april 2019

Engang begravede jeg en bonde. Han døde gammel og mæt af dage. Jeg slog ham op i den gamle kirkebog. Præsten havde skrevet: At den nyfødte blev båret af din mor til døbefonten ved sin fars begravelse. Barnets far, var død ved en arbejdsulykke.

Barnets mor ville, at begravelse og dåb skulle være samtidigt. Midt i sit tragiske tab og chok ville mor holde fast i dåben og det nye liv. På den dag de begravede hendes mand, hentede hun håb i dåben. At bære den nyfødte til døbefonten var som at opdage, at stenen allerede var rullet fra graven. Drengens mor gik helt ind i sorgens gravkammeret, og der mødte hun englen ved døbefonten. Englen sagde: “Bliv ikke forskrækket! Jesus fra Nazaret, den korsfæstede, er opstået.”  Drengen var levedygtig, han spredte glæde og, da den tid kom, overtog han gården og bragte mange høste i hus.

Jeg kom til at forstå, at familien ikke længere var sørgeligt berørt, fordi deres tragedie var endt i en opstandelses fortælling. Et levende barn blev døbt midt i chok og sorg, han var en glæde og erfaring af, at livet er stærkere end døden.

Opstandelsen er et mirakel af en hel anden kaliber end, at drengen bliver døbt, og livet blomster trods døden. Opstandelsen er både noget vi kender ved daglig erfaring, og opstandelsen er en dybere sandhed, end den vi har forstand til.

Anemonerne står som et smuk hvidt tæppe i Bøgeskoven og ligner små smilende engleansigter, der vender sig mod Guds blå himmel. Om vinteren er de døde og borte for at “genopstå” her i april.

At blive forældre er også at erfare, at nye – helt nye – sider af os vokser frem.

Af aske, også vulkanskaske, opstår nyt frugtbart jord og liv. Og fra de meteoritter, der falder ned på jorden, kan astronomer skelne klumper af ældre forsvundne solsystemer. Disse klumper er rester fra et tidligere solsystem. Vores solsystem og livet er opstået ud af tidligere solsystemer. Vi er dannet af stjernestøv. Det kan bevises og begribes. Det er dog så stort, at det bliver ubegribeligt for hjertet.

Gud skærmer os ikke fra døden, men bringer os tilbage til livet igen. Det er sådan Gud arbejder, nu og altid. For Gud vil ikke døden – Gud vil livet for os.

Af sognepræst
Ingrid Salinas

Uretfærdig retfærdighed...

Tirsdag den 26. februar 2019

Jesus fortæller, at Himmeriget ligner en vingårdsejer, som tidligt om morgen, igen i den tredje, igen i den sjette, atter i den niende og i den ellevte time går ud og hyrer daglejere. Vingårdsejeren aftaler en dagløn med de første på én denar og, hvad de har ret til med de næste. Da dagens arbejde slutter, starter vingårdsejeren med at aflønne de, som kun har arbejdet 1 time. Alle, uanset hvor mange timer de har arbejdet, får samme løn. De, der har arbejdet længst, giver ondt af sig. Jesus svarer dem, at han ikke gør dem uret, da de blev enige om 1 denar. Og, at han vil give de sidste det samme som de første.

Når livet ikke er retfærdigt, så synes vi som regel, at vi kan kræve, at Gud skal være retfærdig. Gud er ikke retfærdig – Gud er generøs som vingårdsejeren. Gud spiller ikke med små tal og ligninger, der kan gå op. Gud spiller med uendeligheden, som er af en helt anden dimension end vore små retfærdige tal.
I regnestykkernes verden får man uforståelige regnestykker, lige så snart en uendelighed begynder at optræde med almindelige tal. For resultaterne bliver absurde.  5 + uendelig = uendelig og uendelig - 3 = uendelig. Guds dimension sprænger alle rammer med sin uendelighed. Guds dimension er uretfærdig retfærdighed. Og hvordan udmønter man lige det uendelig i det endelige. Det er det, der er politikers krævende opgave.

Lignelser, som vingårdsarbejderne, sætter billeder i bevægelse og kredser om Guds hemmelighed. Du er fri til at se Gud som en far, en dommer eller måske en godsejer, der giver samme løn. Du kan lade dig gribe af glæde eller foragt. Lignelserne giver stof og frihed til at opleve Gud. For Gud er et mysterium, som vi kun kan se gennem billeder.

Der er mange billeder af Jesus i evangelierne: Han siger fx, at han er døren, lyset, brødet, hyrden, og opstandelsen. Jesus siger også: jeg er vejen sandheden og livet. At han er vejen betyder, at vi ikke så meget skal dyrke ham som ikon, men, at vi, efter bedste evne, må følge ham, som er vejen, sandheden og livet. Det er den enkeltes krævende livs opgave.

Af sognepræst
Ingrid Salinas 


Dom og forløsning...

Tirsdag den 18. December 2018

En helt ekstraordinær hård og lang frost ramte i december 1739 hele Europa efter flere år med meget regn. Konsekvensen af den megen regn var en ekstrem dårlig korn- og kartoffelhøst. Kulden ramte oven i den dårlige høst.

Kulden ramte Irland særligt hårdt. Der er registreret målinger i Irland på minus 35 graders frost. Dertil er der vidnesbyrd om særligt stærke vinde, som gjorde kulden værre. Da det blev forår 1740, kom der ikke regn, og der kom heller ikke regn om sommeren. Det medførte tørke, og følgerne blev voldsom hungersnød og epidemier. Op mod 20% af Irlands befolkningen døde i løbet af det følgende år. Irerne undrede sig over, om dette var Guds dom.

I 1740 begreb man ikke mekanismerne bag naturkatastrofer som fx tsunami, skovbrande, jordskælv, vulkanudbrud og klimakriser. Med fornuften begriber vi i vores tid meget bedre naturens love end i 1740. Vi ved, at ekstremt vejr ikke er Guds straf over os. Ekstremt vejr skyldes naturens lovmæssighed og, i de seneste 100 år, menneskers dårskab og overforbrug.

At vi kender naturens love og ved, at klimakatastrofer findes, har ikke afskaffet dommedag. Dommedag findes både i vores indre verden og også i den ydre verden. Dommedag indfinder sig hos os, når vores verden bryder sammen, enten det er den enkeltes verden eller samfundet, der bryder sammen.

Jesus fortæller i advents teksterne om tegn i himmelrummet, og at folkene skal gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. At mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Tegnene er billeder på vores angst. Få linjer længere fremme fortæller Jesus, som billede på håb; om figentræet, der er sprunget ud. I alle advents teksterne findes dom og forløsning - angst og håb side om side. Lyset bryder igennem mørket. Håbet findes i “dommen”!

Vær beredt!

Hold fast i håbet, vel vidende, at håbet ikke er i det gamle, men i, at det gamle må dø, for at nyt kan få plads. Dommedag er dommen over det gamle, så nyt kan finde vej til os. Juleaften er håbets nat – den nat håbet fødes på jorden. Juleaften kommer Jesus til os på ny og lover os, at han er med os alle dage indtil verdens ende.

Af sognepræst Ingrid Salinas


Noget – nået og nåde...

Lørdag den 1. december 2018

Jeg har en datter, som er ordblind. Hun skrev et CV, hvor hun kaldte sig selv ordblid. Hun er blid med ord, ligesom Gud er blid med sin kærlighed. Hun finder på at skrive nået, når hun mener noget og nåde, når hun mener noget. ”Jeg har fået nåde for hånden” og ”der er nået i vejen med telefonen.”

Advent betyder komme. Vi venter på Herrens komme. I stilhed venter jeg og bier på den nåde, hans komme er. Nåde betyder: Guds ubegrundede og ubetingede kærlighed og barmhjertighed.
Den tyske teolog Dietrich Boenhoeffer skriver, at der er billig nåde og dyr nåde.

Billig nåde er trøst og tilgivelse af synden. Al synd er i sin grund falsk kærlighed. Synd er, hvor vi rammer forbi Næsten og Gud med vores kærlighed. Billig nåde er tilgivelse uden bekendelse og anger. Billig nåde er, hvor dåben er gaven, der ikke pakkes op og granskes. Billig nåde er nadver med syndsforladelse uden bekendelse af vores syndere. Billig nåde er uden efterfølgelse. Boenhoeffer skriver et sted, at med den billige nåde kan verden forblive verden, som den er, og vi forblive syndere.

Boenhoeffer skriver, at dyr nåde er den skjulte skat i marken. Dyr nåde er den, der kalder til, at vi kvalificer os til at efterfølge Jesus Kristus. Dyr nåde kalder os til at forglemme os selv. Dyr nåde er den, der ikke fritager os fra at handle, men netop kalder os til at efterfølge Guds søn, som satte Gud og Næsten i centrum af sit liv.

Boenhoeffer efterfulgte Jesus, da han kæmpede mod nazismen og led martyrdøden i april 1945. De allerfærreste har efterfulgt Jesus Kristus, som Boenhoeffer. Advents efterfølgelse betyder i stilhed med hjertets refleksion over den gave, Gud giver os juleaften.

Advent er en ventetid til at mærke dybet af Guds nåde.
Hjerte, løft din glædes vinger!
Over muld
underfuld
englesangen klinger;
hør og mærk de toner søde,
Himlen lydt
melder nyt:
Kristus lod sig føde!
 
Gud, vor Fader, gav i nåde
julenat
os en skat,
herlig overmåde;
for at frelse os af nøden
steg herned
kærlighed,
stærkere end døden.

Glædelig advent
Sognepræst Ingrid Salinas


Jeg tror, hjælp min vantro!

Tirsdag den 6 marts 2018

I søndagens lignelse fra Markusevangeliet bringer en far sin stumme søn til Jesus, for at han skal helbrede ham. Da den dæmoniske ånd i drengen så Jesus, rev og sled den i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig.

Drengens far bad Jesus: Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os. Jesus svarede: Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror. Straks råbte drengens far: Jeg tror, hjælp min vantro! Nogen gange tænker jeg på, om den bibelske verdens anderledes forståelse af sygdom hindrer os i at se pointen i dagens lignelse: At Jesus er Guds søn, og mørket griber ham ikke. 

Vi er så indpodet med videnskabelig skepticisme, at vi kun kan forholde os som praktiserende tvivlere. En, der praktiserer tvivl, kan ikke give sig hen i bøn, men må vedvarende diskutere med sin fornuft og logik, om Gud findes og om det fornuftige i at bede. Men bøn kræver, at man tillidsfuldt praktiserer tro.

Jeg hører ofte mennesker sige: “Jeg er ikke religiøs, men spirituel – jeg tror på min egen måde.”  Mange mennesker er draget af troen, mens de praktiserer tvivl. Vore forfædre gjorde lidt anderledes, de praktiserede deres tro samtid med, at de også praktiserede tvivl. Vore forfædre svarede som drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Drengen far praktiserede tro og tvivl i samme stund.

Det er som om nutidens mennesker mærker ånden og siger, at de er spirituelle, altså fuld af ånd, men de har ofte svært at give sig hen i den kristne tros verden. Langsomt mister vi på denne måde en dyb, lang og rig tradition, og i bytte får vi praktiserende tvivlere. Det er åndeligt fattigt at nøjes med at praktisere vores lille personlig tvivl. Det er fattigt, fordi vi baserer os på os selv uden traditioner, historie og 2000 års mangfoldige og kritiske fortolkninger. Slår vi troens praksis ihjel og erstatter den med tvivlens praksis baseret på rationel skepticisme, så kommer vi aldrig til troen. Vi risikerer at gå i tvivlens selvsving. Rationel skepticisme, praktiseret tvivl kan kun lede os til fortvivlelse. Uden praktiserede trosliv visner vores rige traditioner langsomt af mangel på at blive brugt.

Et rigt trosliv – en praktiseret tro - udfordres og blomster af tvivlen og ny forståelse bringes frem. Troen kan det, intet andet kan, den kan rumme de paradokser, som er en del af livet. Paradokserne kan rummes, fordi troens fundament er kærlighed. Kærlighed, der får alle ender til at nå sammen, der opløser modsigelser.

»Jeg tror, hjælp min vantro!« Tro bliver levende af den tvivl, der banker på dens ryg.

Af sognepræst Ingrid Salinas


At leve for Guds ansigt...

Onsdag den 17. juni 2017

I søndags kom en mand til gudstjeneste. Det gør han med jævne mellemrum. Inden gudstjenesten hilste han på mig og fortalte mig glædestrålende, at i dag var en særlig dag for ham. Han kom for at takke. Det var nemlig 16 år siden han var holdt op med at drikke. Han var taknemlig for hvert eneste dag i de sidste 16 år. 

Han fortalte, at han en morgen for 16 år siden var stået op og havde kigget sig i spejlet. Synet af ham selv i spejlet havde rystet ham. Han hørte sig selv sige: Gud, sig mig hvad jeg skal gøre. Svaret var: Hold op med at indtage alkohol og gå ud og hjælp andre til at gøre lige så.

Manden lagde alkoholen på hylden og vendte ansigtet mod Næsten. Han engagerede sig med flere andre i Anonyme Alkoholiker og mærkede, at der var mange, der havde brug for ham. Han var der for dem, der var så afhængige af alkohol, at de ikke havde andre at vende sig mod. Han begyndte at leve for Guds ansigt.

Det er vel de færreste af os, der opfatter vores arbejdsliv og hverdag som en tjeneste for Gud og Næsten. Det er som om vi i vores individualistiske tid primært synes, at vi har en forpligtelse overfor os selv. Det gælder kun vores karriere og job, vores CV. Spørger man nogen om de vil engagere i velgørenhedsarbejde eller social virksomhed, så ligger vendingen: “Whats in it for me?” på tungen. Hvad får jeg ud af at engagere mig. Det er også blevet en fast vending, at man da selvfølge skal forkæle sig selv. “Fordi du har fortjent det!”

Sat på spidsen, er vi blevet isoleret individer, der kun tænker på os selv. Vi har glemt, hvad det vil sige at leve for Guds ansigt i forpligtelse overfor Gud og Næsten.

Uforpligtedeheden og meningsløsheden hører sammen, fordi vores liv lukker sig om sig selv, indkapsler sig og holder andre på uforpligtende afstand. Det betyder, at vores liv lukker sig og vi mister fremtiden. En fremtid for os selv alene, er ikke nogen fremtid. Det drejer sig ikke om at realisere sig selv for mig, men at følge sit kald og være forpligtet på sin Næste. Gud og Næsten bringer meningsfylden ind i vort liv.

Af sognepræst Ingrid Salinas

Har du brug for støtte i forbindelse med dit alkohol misbrug, så ring til 56 50 32 82.


Biskoppen der kender meningen med livet...

Onsdag den 30. august 2017

Der findes ikke et svar på meningen med livet. Vi kan ikke tænke os til meningen med livet; vi kan kun leve og handle i livet, så det giver menig.

Går man tidligt om morgen på gaderne i Cape Town kan det være, at man træffer en tidligere biskop. Han blev født i 1931 og er for længst gået på pension. Han har levet det meste af sit liv under apartheidstyret. Apartheid varede fra 1948 til 1993 og var et brutal system til raceadskillelse i Sydafrika. Apartheid var en samfundsorden, hvor de sorte sydafrikaner blev regnet for andenrangs borgere i forhold til de hvide sydafrikaner. Biskop emeritus Demond Tutu har brugt det meste af sit liv til at kæmpe mod apartheid og for retfærdighed i Sydafrika.

Apartheid styret var voldelig og undertrykkende. Det efterlod stor sorg og angst. Tutu blev i 1990erne inspireret af Jesus til at praktisere forsoning med Sandheds og Forsoningskommissionen i Sydafrika. Opgøret med apartheid stod i 90’erne i kontrast til tidligere retsopgør efter diktaturstater fx i Chile og efter nazisternes folkemord på jøderne under Anden Verdenskrig.  Sandheds- og forsoningskommissionens fokus var at lade ofrene fortælle deres historie og give forbryderne amnesti mod, at de offentligt bekendte deres gerninger. Deres arbejde vakte i 90’erne beundring ude i verden. Selvom kommissionens arbejde siden blev kritiseret for ikke at hjælpe ofrene tilstrækkelig, var det aldrig før set i menneskernes historie.   

Den gamle emeritus spadserer stille og rolig på gaderne i Cape Town, med en pose i hånden som han fylder med det affald, der ligger på gaderne. Med sine 87 år fortsætter han sit liv med virke, der giver meningsfylde. Om skrallet udtaler han. “Mit folk er Nogen og de behøver ikke at leve midt i al den skral og affald på gaderne. Det er som at sige; at vi er skral.”

At leve livet, så det giver meningen, er at følge Jesus i handling og tale og sætte Næsten og Gud i centrum. Desmond Tutu forsætter med at give sine brødre værdighed og agter skabelsen. Den der sætter sin Næste i centrum med sine handlinger, får mening med livet givet, også når det er at samle affald i grøftekanter, i skoven, på stranden og på gaderne.

Af sognepræst Ingrid Salinas


Vil du være salig?

Tirsdag den 8. oktober 2019

“Hvorfor er lykken så lunefuld - Og hvorfor er glæden så kort” er to linjer fra en vise, som Carl Viggo Meincke og Karin Jönsson skrev i 1937. Der er vist ingen mennesker over 30 år, som ikke kan genkende spørgsmålet. Lykken er en kort rus, som ikke kan rumme sorg og smerter. Maria, Jesu moder var salig, selvom hendes søn blev korsfæstet. At være salig er at være glad samtidig med, at man kan rumme sorg.

Den østrigske munk David Steindl-Rast skriver om at være salig ved at leve i taknemlighed. Han skriver ikke om at være taknemlig for en ny trøje, en bil eller computer. Han skriver om den dybe taknemlighed for og i livet, der kommer som en kilde og fylder vore hjerter, så hjertet flyder over. Han skriver om levet taknemlighed. Det er selvfølgelig ikke alt i livet, man kan være taknemmelig over. Ingen kan være taknemmelig over tab af elskede, meningen, et hjem eller et land. Man kan ikke være taknemmelig for alt, men taknemmelig i øjeblikket. Han forestiller sig, at mennesker holder et imaginært kar imellem hænderne. Så længe karret fyldes op, er der tyst og stille, og når det flyder over, så risler det som en kilde fra karret. Det risler af glæde, af taknemlighed, så skønt som en kilde.

I vores vestlige kultur lever vi i en tid, hvor vi er velhavende og fortravlede, og hvor vi vedvarende fristes af blandt andet reklamer. Vores hjerte fyldes op med glæde og taknemlighed, men lige i det øjeblik, hvor det skal til at flyde over, så kommer der en reklame eller en ven, som har fået noget, vi også kunne tænke os.

I stedet for at flyde over af taknemlighed, fristes vi tit af et nyt begærs objekt. I det øjeblik hvor vi fristes, så sørger vi bare for at gøre vort imaginære kar større, så det kan rumme en større bil, bedre computer, nyeste møbler, en større gaderobe eller lignende. Og vi tænker: Når blot jeg får en ny bil eller kjole – ja så vil jeg blive glad og taknemlig.

Vi når aldrig at flyde over med taknemlighed. Det er trist, for det er taknemlighed, der gør os salige og fylder os med glæde. Den, der takker, flyder over med glæde. Hvis du tænker efter kommer taknemlighed og glæde altid i denne rækkefølge. Det er nemlig ikke sådan, at vi først bliver glade og siden finder på at takke. Nej, først er vi taknemlige, og deraf kommer glæden. 
 
Af sognepræst
Ingrid Salinas

Fristelser

Mandag den 8. april 2019

Katten og Djævelen hedder en børnebog, James Joyce skrev til sit barnebarn. Djævelen tilbyder på vanlig slesk måde en borgmester, i løbet af natten at bygge en bro til byen på den anden side af floden. Djævelen har selvfølgelige en pris, han vil have den første som krydser broen.

Næste morgen står Djævelen midt på sin nybyggede bro og venter på sit offer. Hele folket står og venter foran broen. Ingen vover sig over broen. Borgmesteren kommer gående med en kat under den ene arm og en spand vand i den anden hånd. Folket gør plads, så han kan komme helt ned til broen og som den første gå over. Skaren holder vejret!

Borgmesteren slipper katten og hælder vandet over katten. Katten springer for livet over i Djævelens arme. Djævlen er blevet narret! Borgmesteren var snarrådig. Han vidste at omgås Djævelen uden at sælge sin sjæl eller folk til Djævelen. Men han vidste ikke, hvordan han skulle skaffe Djævelen væk.

Skaren kæmper en stille kamp om, hvem der skal krydse broen først og blive Djævelens. Var borgmesteren ikke kommet, så havde folket udpeget et offer, som Djævelen kunne tage som betaling og således, at freden igen kunne herske. Freden vil råde lige til næste gang, folket igen, med Djævelens hjælp, bliver rivaler.

Borgmesteren er ikke ligesom Herodes og Pilatus, som begge løser konflikter ved at finde et offer blandt mennesker. Borgmesteren er snu, han har valgt en kat til syndebuk. Folket kan herefter krydse broen i fred og drive handel, i det mindste en tid. For det er kun en midlertidig løsning.

Djævelen starter altid med at besnære og friste. Det er Djævelens taktik at få os til at rivalisere fx om magt, om ting, om berømmelse om at være centrum, om forretninger og om at være først. I alle myter ender rivaliserings problemer med en syndebuks løsning. Djævelen både anstifter opløsning i samfundet og er midlertidig løsning på konflikten. Alle bliver enige om ofret, og rivaliseringen og ufreden går for en tid i opløsningen.

Når Djævelen forfører os, så er der kun to muligheder: enten at gå med skaren eller gøre modstand og stå alene.

Jesus viser os en vej: Han er Djævelens, det ondes, modstander. Han står alene. Han lader sig ikke friste hverken til mad, mirakler, forsyn eller magt; Jesus peger på Guds ord. Gud kan ikke lade sig friste, for Gud er kærlighed! Og siden følges han af disciplene. I stedet for at skylde skylden på ofret, så giver evangeliets fortælling med Jesus som hovedperson skylden på dem, som peger på syndebukken.

Kun evangelierne har, med Jesu eksempel, et andet, helt andet og nyt kærlighedsbudskab. Evangelierne er derfor ikke myter men tro, håb og kærlighed.

Påskemorgen vågner disciplene fulde af tro, håb og mod. De vælger at stå alene og bryder dermed Djævelens magt: Det er Jesu Kristi opstandelse.

Af sognepræst
Ingrid Salinas


Julens glædelig budskab bringes ud i alverden

Tirsdag den 2. januar 2018

Omkring den tid, hvor Latinamerika var et nyopdaget kontinent, levede en spanier ved navn Bartolomé de Las Casas (1484-1566) i Mexico. Bartolomé var bosætter og slaveejer i den nye verden. Efter han oplevede brutal tortur og folkedrab, begået af spanske kolonister, skiftede han holdning til slaveri. Han blev stødt på sin indre retfærdighedssans og tro. Han opgav snart at være slaveejer og blev dominikansk munk og fortaler for indianernes rettigheder. Siden blev han præst.

Kristus troen fik ham til at kræve ændringer i forståelsen af slaveriet, ikke for freden for, det blev der ikke, men for den Kristus sandhed, at alle mennesker er del af det hellige menneske fællesskab sammen med Kristus.
Bartolomé tog sit kors op, som der står i Mattæus 10,38: Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Broder Bartolomé forklarede, at han efter sin ankomst til den nye verden, støttede det barbariske misbrug af lokalbefolkningen, men snart blev han overbevist om, at de rædselsfulde gerninger med tiden ville medføre en guddommelig straf, og at denne straf ville føre til Spaniens fald. Han forsøgte at forklare Kong Filip 2. af Spanien, at frem for at misbruge og slå indianerne ihjel, var det spaniernes ansvar at gøre indianerne kristne.

I juledagene lyder Mattæus teksten: Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.

Ironisk nok, forslog broder Bartolomé først, at man som erstatning for indianerslaver kunne importere afrikanere som slaver. Senere ændrede Bartolomé også mening på dette område, da han mødte de afrikanske slaver og så, hvad slaveriets gjorde ved de afrikaner, der kom til Latinamerika.
Både kærlighed og magt er nødvendige byggesten for Guds fredelig rige her på Jorden. I Kristus troen redefinerer kærlighed magtens natur. Magt uden kærlighed er blot brutal, og kærlighed uden magt er sentimental eller private liv uden forbindelse med Helheden. Evangeliet holder magt og kærlighed sammen og skaber helbredelse for menneskeheden og nyt håb for hele verden.

Godt nytår!
Ingrid Salinas 


Tab

Tirsdag den 31. juli 2018

I denne søde sommertid, hvor solen står højt på himlen og tilmed bliver længe op, ynder jeg at gå en sidste runde i haven på den tid af dagen, hvor solen går ned. Mens farveløsheden sænker sig over Store Heddinge by, så gløder kirketårnet en kort stund i røde og orange nuancer. Det er tid til for at gøre dagen op. Tid til at gøre dagens – måske årets og livets tab op.

Jeg kender ikke nogen, har aldrig hørt om nogen – som ikke lider tab. Vi er udspændt i tiden mellem fødsel og død, og derimellem findes både glæde og sorg, lykke og ulykke, velsignelse og tab. Tab af elskede, tab af tænder, tab af førlighed, tab af evner og tab af muskler og muligheder, der hører en bestemt alder til.

Count your blessings – synger man på engelsk. På dansk: tæl dine velsignelser. Og hvad så med de tab vi lider mellem fødsel og død – skal de tælles ligesom velsignelserne? Tab skal tælles med ordene fra Salme 90, der lyder: Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet. At holde tal på er med i hjertet og huske, at vi har en tid på jorden. Det gælder om at være tilstede, mens vi er her. Tab giver dybde, indsigt og farver ligesom dem, der kommer fra solens  sidste stråler. Visdom er, hvor hjerne og hjerte spiller sammen, hvor fornuft og følelser forenes til en dyb indsigt, en visdom som farver ikke kun kirketårnet, men livet.
 
Der er sådan set kun to muligheder med tab. Enten taber man livet og er ikke rigtig til stede i livet – altså uden rigtigt at være i livet med hele sindet, fornuften og hjertet.  Eller man vælger livet inklusiv de tab, der dukker op.

Søren Kierkegaard skriver i bogen; Enten Eller, at man kan beslutte sig her i livet, og da bliver man sig selv. Beslutter man sig ikke, men drøner rundt fra happening til happening eller fra nydelse til nydelse eller fra tanke til tanke eller fra forbrug til forbrug eller måske fra blomst til blomst som en hummelbi,  eller måske forbliver man i fornuftens verden uden at beslutte sig i hjertet, - så taber man livet.

Tab i livet eller tab af livet.
Uanset er der tab.
Men der er fanden til forskel på de to tab.
 

Tab af livet – det er er alvorligt. Det betyder, at man faktisk ikke er til stede og forpligtet i livet. Til de tab, som man får hen af vejen i sit liv, får man følgeskab af Jesu frigørende gerninger og ord: Frygt ikke! Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.

Af sognepræst Ingrid Salinas


Kvinden der søgte svar på mening med livet

Onsdag den 12. juli 2017

En kvinde søgte svar på, hvad meningen med livet er. Hun læste bøger om filosofi, historie, psykologi, og religion. Men hun fandt ikke svar i bøgerne. Kvinden besluttede sig for at rejse for at søge meningen med livet. Hun rejste til Afrika uden at finde svaret. Hun rejste til Indien, men heller ikke der var der nogen, der kunne give hende svar. Heller ikke i Sydamerika fandt hun nogen, der kunne svare hende. Hun rejste til Asien uden at finde svaret. Men dér var nogen, der havde hørt om en gammel mand, som kendte svaret. Ingen kunne huske, hvor han boede.

Hun søgte efter denne mand i land efter land. Hun endte til sidst i Himalaya ved foden af et højt bjerg. Kvinden klatrede op af bjerget, og efter meget møje og besvær nåede hun forslået og kold frem til en lille hytte. Kvinde bankede på døren. Døren blev åbnet. Kvinden blev glad, da hun så, at en gammel mand åbnede døren. Inden han kunne få hilst, sagde kvinde: “Jeg har rejst det halve af verden rundt for at spørge dig: "Hvad mening er med livet?” Den gamle mand bød hende inden for til en kop te. Kvinden svarede; “Nej ellers tak, jeg ønsker kun at få svar på mit spørgsmål.” Den gamle mand sagde: “Lad os drikke en kop te sammen.” Kvinden ville have et svar på sit spørgsmål og indvilligede derfor i at tage imod en kop te.

Mens den gamle mand tændte op i ildstedet, hentede vand fra brønden og bryggede en kop te, fortalte kvinden om alt, hvad hun havde læst og om alle hendes rejser gennem flere kontinenter. Hun talte og talte. Hendes tale kunne næsten ingen ende få. Mens kvinden fortalte, så hun, at den gamle mand skænkede te op i kopperne. Han hældte og hældte te i hendes kop, så det til sidst løb ud over hendes hænder. Kvinden råbte: “Hvad er det du laver, kan du da ikke se, at der ikke er plads til mere te i koppen.” Den gamle mand så på hende og svarede: “Ligeså hos dig, du kom her for at få et svar, men der er ikke mere plads i din kop. Kom tilbage, når der er plads til et svar, og så kan vi tale sammen.”

Kvinden var så overfyldt med sine egne præstationer, at hun end ikke havde plads til at indse: At der ikke findes et svar på meningen med livet. Vi kan ikke tænke os til meningen med livet; vi kan kun leve livet, så det giver menig. At leve livet, så det giver meningen, er at følge vores indre Kristus signatur. Jesus viste os vejen gennem fortællingerne i evangeliet. Lever vi med Jesus Kristus som spejling på vores liv, så kommer meningen helt af sig selv lidt efter lidt.

Af sognepræst Ingrid Salinas


Spiritualitet og religiøsitet

Lørdag den 17. september 2016

"Jeg er ikke sådan et religiøst og troende menneske som præsten. Jeg ved ikke om jeg tror sådan på Gud, men jeg er et spirituelt menneske."  Sådan falder ordene af og til i de samtaler jeg har med mennesker som kommer fyldt af glæde i forbindelse med barnedåb, eller fyldt af sorg over tabet af et elskede menneske. Det er som om der underforstået er noget embedsagtigt korrekt, men også en smule stivnet og dogmatisk, over at være religiøs. Der er underforstået noget livgivende over at være spirituel.

Jeg har lagt mærke til at vi ofte bruger ordet spirituel om et menneske, som vi synes flyder over med liv og livgivende ånd. Vi bruger ordet religiøs i forbindelse med et menneske, der passer sine gudstjenester, kender sin bibelhistorier og bekender sin kristen tro. Et religiøst menneske bekender sig til en bestemt religion med dens dogmer, påbud og regler. Men religiøs og spirituel behøver ikke at udelukke hinanden.

Personligt er jeg religiøs på en spirituel måde. Jeg bekender mig til den treenig Gud. Og jeg har en kritisk tilgang til regler og dogmer. Det ender altid med jeg spørger mig selv: Hvad gjorde Jesus?

Engang da Jesus var på vandring og kommer ind i en landsby, bliver han mødt af Martha, som inviterer ham hjem. Mens Martha styrter rundt for at gøre klar til spisning sætter hendes søster Maria sig ved Jesu fødder og lytter til hans ord. Martha bliver ærgerlig over hun laver det hele, mens Maria sidder med hænderne i skødet. Martha spørger Jesus, hvordan han kan være ligeglad med at hun laver det hele. Jesus svarer Martha: Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting.  Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«

Jesus siger Maria har valgt det helt nødvendige. Hun har valgt at kvalificere sin spiritualitet og sine gerninger med Jesu ord. På samme måde må også vores spiritualitet kvalificeres og lukke sig op, så det kan lytte, som Maria lyttede til Jesus.

Af sognepræst Ingrid Salinas


De to regimenter

Onsdag den 25. oktober 2017

En søndag i december for år tilbage skulle jeg have en gudstjeneste i Farendløse kirke, der ligger som en skinnende gul ravklump på toppen af en lille bakke i det Midtsjællandske landskab.

Jeg var i så god tid, at jeg gik en lille tur i fuldt ornat bagom kirken i det forunderligt påklædte landskab. Det var den klareste morgen med rimfrost på den sorte muld. Der var ikke et sjæl at se nogen steder. På vej tilbage til kirken møder jeg helt uventet en politibil med to politimænd -  i fuldt ornat. Jeg havde aldrig set politi i det område. De hilste med honnør og smil. Og jeg smilede og hilste tilbage med honnør. En mand kommenterede denne lille hændelse overfor mig med ordene: “Det er sandelig den ene ordensmagt, der hilser på den anden ordensmagt.”  Der er noget sært og sjovt over denne kommentar. Det morsomme er også, at ordensmagterne genkendte hinanden, anerkendte deres forskellige roller og hilste på hinanden, som indforståede ordensmagter, med honnør.

Bemærkningen om de to ordensmagter er en rigtig lutheransk bemærkning, sagt af en, der er opfostret i et luthersk samfund, hvor lov og evangelium stadig er de to ordensmagter. Martin Luther, vores kirkefader, slog sine 95 teser op på kirkedøren i år for nøjagtig 500 år siden den 31. oktober. Martin Luther opfandt en måde at se relationen mellem den timelige verden og det evige med. Han fandt på de to regimenter. Det verdslige regiment brugte sværdet og loven til at udøve sin ordensmagt, og det gejstlige regiment bruger evangeliets ord som sit instrument.

To ordensmagter; lovene i form af Grundloven og andre love, som blandt andet politiet sørger for, bliver håndhævet. Og evangelium, som Guds ord ind i vores liv; viderebragt, af blandt andre præsten, i samtale med menigheden.

Der er ikke tvivl om, at politi er en ordensmagt. Jeg ser præsten som en særlig slags ordensmagt: Nemlig en uordens ordens magt. Præsten må, uden brug af jordisk magt, gå ind i kirken og hjælpe til med at rydde op. Rydde op og ud i selvfedmen, undertrykkelsen og udstødelsen af medmennesker.
Præsten, den gejstlige, skal gå ind og befri med Ordet – Guds Ord dér, hvor religionen er blevet en indespærring uden håb og uden kærlighed.

Med Ordet må præsten slippe ordet frit, dér hvor magthaverne bruger religionen til at forlænge deres magt over andre mennesker. I det Lutherske samfund er det præstens opgave at åbne for en anden ordensmagt, nemlig den himmelske orden. Præstens rolle er at bringe nådens uordens ordensmagt ind i verden fra evige verden. Den evige verden, som er Guds rige. Guds rige, der er retfærdighed for alle, åben for mere.

Religion kan være det værste i verden og det bedste i verden. Jesus græder, når religionen er det værste i verden. Værst er det, når religionen fastfryser mennesker i love og regler, som ikke lader nåden komme til. Religion er det bedste, når spontan og suveræn tillid befrier mennesket for det tyngede, levede liv og vækker til nyt liv midt i livet.

Da smiler Jesus. Det bedste er, når vi lader Guds nåde virke som forvandlende og livgivende kraft, der gør vore stenhjerter til bankende hjerter af kød og blod.

Af sognepræst Ingrid Salinas