En sansevandring på kirkegården

FARVEL
En sansevandring på kirkegården i Store Heddinge lørdag den 31. oktober kl. 13:30

FARVEL er en vandring på kirkegården der blander lydvandring og performance. Publikum inviteres på en times vandring ind i en undersøgelse af hvordan vi siger farvel.
”Jeg er taknemmelig for livet, men jeg ønsker ikke at være udødelig.”
– Emily Levine 1922-2019
Publikum tages imod ved indgangen til kirkegården. De får udleveret hovedtelefoner og bliver ledt gennem kirkegårdens område af de to kvindelige performere. Den sanselige lyd i hovedtelefonerne blander sig med kirkegårdens fysiske og visuelle omgivelse. I denne parallelle kirkegårds-virkelighed bevæger gruppen sig langsomt af sted gennem kirkegården, gennem livet på vej til deres egen begravelse.

Oplevelsen er en iscenesat lydvandring der blander interviews af børn og ældre, samt fagpersoner der arbejder med og omkring danske begravelsesritualer, og lydkompositioner skabt af kirkegårdens rum. FARVEL er samtidig en interaktiv vandring der sanseligt præsenterer publikum for en bearbejdning af og refleksion over afsked.

Praktisk:
Forestillingen varer i alt 75 minutter og foregår udendørs.
Medbring tøj der passer til vejret og undgå store tasker.
Forestillingen er ikke egnet for gangbesværede.
Max antal publikummer er 35 og vi overholder selvfølgelig Covid-19 restriktionerne.
BESTIL BILLETTER på www.wunschmachine.dk

Af WUNSCHMACHINE
Iscenesættelse & Performance: Helga Rosenfeldt-Olsen & Alaya Riefensthal
Lydkunstner: Thoranna Björnsdottir
Interview og redigering: Helga Rosenfeldt-Olsen

Tak til de interviewede:
Kirsten Søndergaard, direktør for Landsforeningen for Liv & Død
Henning Christiansen, stenhugger v. Baggesen Begravelsesforretning og Stenhuggeri
Karin Krüger, kulturhistoriker, medlem af foreningen for dansk kirkegårdskultur
Morten Glastrup, graver Karise Kirke
Marie Bille, pensionist
Jørgen Aabom, pensionist

www.wunschmachine.dk

Del dette: