Biskoppen der kender meningen med livet...

Der findes ikke et svar på meningen med livet. Vi kan ikke tænke os til meningen med livet; vi kan kun leve og handle i livet, så det giver menig.

Går man tidligt om morgen på gaderne i Cape Town kan det være, at man træffer en tidligere biskop. Han blev født i 1931 og er for længst gået på pension. Han har levet det meste af sit liv under apartheidstyret. Apartheid varede fra 1948 til 1993 og var et brutal system til raceadskillelse i Sydafrika. Apartheid var en samfundsorden, hvor de sorte sydafrikaner blev regnet for andenrangs borgere i forhold til de hvide sydafrikaner. Biskop emeritus Demond Tutu har brugt det meste af sit liv til at kæmpe mod apartheid og for retfærdighed i Sydafrika.

Apartheid styret var voldelig og undertrykkende. Det efterlod stor sorg og angst. Tutu blev i 1990erne inspireret af Jesus til at praktisere forsoning med Sandheds og Forsoningskommissionen i Sydafrika. Opgøret med apartheid stod i 90’erne i kontrast til tidligere retsopgør efter diktaturstater fx i Chile og efter nazisternes folkemord på jøderne under Anden Verdenskrig.  Sandheds- og forsoningskommissionens fokus var at lade ofrene fortælle deres historie og give forbryderne amnesti mod, at de offentligt bekendte deres gerninger. Deres arbejde vakte i 90’erne beundring ude i verden. Selvom kommissionens arbejde siden blev kritiseret for ikke at hjælpe ofrene tilstrækkelig, var det aldrig før set i menneskernes historie.   

Den gamle emeritus spadserer stille og rolig på gaderne i Cape Town med en pose i hånden som han fylder med det affald, der ligger på gaderne. Med sine 87 år fortsætter han sit liv med virke, der giver meningsfylde. Om skrallet udtaler han. “Mit folk er Nogen og de behøver ikke at leve midt i al den skral og affald på gaderne. Det er som at sige; at vi er skral.”

At leve livet, så det giver meningen, er at følge Jesus i handling og tale og sætte Næsten og Gud i centrum. Desmond Tutu forsætter med at give sine brødre værdighed og agter skabelsen. Den der sætter sin Næste i centrum med sine handlinger, får mening med livet givet, også når det er at samle affald i grøftekanter, i skoven, på stranden og på gaderne.

Af sognepræst Ingrid Salinas


De to regimenter

En søndag i december for år tilbage skulle jeg have en gudstjeneste i Farendløse kirke, der ligger som en skinnende gul ravklump på toppen af en lille bakke i det Midtsjællandske landskab.
Jeg var i så god tid, at jeg gik en lille tur i fuldt ornat bagom kirken i det forunderligt påklædte landskab. Det var den klareste morgen med rimfrost på den sorte muld. Der var ikke et sjæl at se nogen steder. På vej tilbage til kirken møder jeg helt uventet en politibil med to politimænd -  i fuldt ornat. Jeg havde aldrig set politi i det område. De hilste med honnør og smil. Og jeg smilede og hilste tilbage med honnør. En mand kommenterede denne lille hændelse overfor mig med ordene: “Det er sandelig den ene ordensmagt, der hilser på den anden ordensmagt.”  Der er noget sært og sjovt over denne kommentar. Det morsomme er også, at ordensmagterne genkendte hinanden, anerkendte deres forskellige roller og hilste på hinanden, som indforståede ordensmagter, med honnør.


Bemærkningen om de to ordensmagter er en rigtig lutheransk bemærkning, sagt af en, der er opfostret i et luthersk samfund, hvor lov og evangelium stadig er de to ordensmagter. Martin Luther, vores kirkefader, slog sine 95 teser op på kirkedøren i år for nøjagtig 500 år siden den 31. oktober. Martin Luther opfandt en måde at se relationen mellem den timelige verden og det evige med. Han fandt på de to regimenter. Det verdslige regiment brugte sværdet og loven til at udøve sin ordensmagt, og det gejstlige regiment bruger evangeliets ord som sit instrument.


To ordensmagter; lovene i form af Grundloven og andre love, som blandt andet politiet sørger for, bliver håndhævet. Og evangelium, som Guds ord ind i vores liv; viderebragt, af blandt andre præsten, i samtale med menigheden.


Der er ikke tvivl om, at politi er en ordensmagt. Jeg ser præsten som en særlig slags ordensmagt: Nemlig en uordens ordens magt. Præsten må, uden brug af jordisk magt, gå ind i kirken og hjælpe til med at rydde op. Rydde op og ud i selvfedmen, undertrykkelsen og udstødelsen af medmennesker.
Præsten, den gejstlige, skal gå ind og befri med Ordet – Guds Ord dér, hvor religionen er blevet en indespærring uden håb og uden kærlighed.


Med Ordet må præsten slippe ordet frit, dér hvor magthaverne bruger religionen til at forlænge deres magt over andre mennesker. I det Lutherske samfund er det præstens opgave at åbne for en anden ordensmagt, nemlig den himmelske orden. Præstens rolle er at bringe nådens uordens ordensmagt ind i verden fra evige verden. Den evige verden, som er Guds rige. Guds rige, der er retfærdighed for alle, åben for mere.


Religion kan være det værste i verden og det bedste i verden. Jesus græder, når religionen er det værste i verden. Værst er det, når religionen fastfryser mennesker i love og regler, som ikke lader nåden komme til. Religion er det bedste, når spontan og suveræn tillid befrier mennesket for det tyngede, levede liv og vækker til nyt liv midt i livet.


Da smiler Jesus. Det bedste er, når vi lader Guds nåde virke som forvandlende og livgivende kraft, der gør vore stenhjerter til bankende hjerter af kød og blod.

Af sognepræst Ingrid Salinas

Kvinden der søgte svar på mening med livet

En kvinde søgte svar på, hvad meningen med livet er. Hun læste bøger om filosofi, historie, psykologi, og religion. Men hun fandt ikke svar i bøgerne. Kvinden besluttede sig for at rejse for at søge meningen med livet. Hun rejste til Afrika uden at finde svaret. Hun rejste til Indien, men heller ikke der var der nogen, der kunne give hende svar. Heller ikke i Sydamerika fandt hun nogen, der kunne svare hende. Hun rejste til Asien uden at finde svaret. Men dér var nogen, der havde hørt om en gammel mand, som kendte svaret. Ingen kunne huske, hvor han boede.

Hun søgte efter denne mand i land efter land. Hun endte til sidst i Himalaya ved foden af et højt bjerg. Kvinden klatrede op af bjerget, og efter meget møje og besvær nåede hun forslået og kold frem til en lille hytte. Kvinde bankede på døren. Døren blev åbnet. Kvinden blev glad, da hun så, at en gammel mand åbnede døren. Inden han kunne få hilst, sagde kvinde: “Jeg har rejst det halve af verden rundt for at spørge dig: "Hvad mening er med livet?” Den gamle mand bød hende inden for til en kop te. Kvinden svarede; “Nej ellers tak, jeg ønsker kun at få svar på mit spørgsmål.” Den gamle mand sagde: “Lad os drikke en kop te sammen.” Kvinden ville have et svar på sit spørgsmål og indvilligede derfor i at tage imod en kop te.

Mens den gamle mand tændte op i ildstedet, hentede vand fra brønden og bryggede en kop te, fortalte kvinden om alt, hvad hun havde læst og om alle hendes rejser gennem flere kontinenter. Hun talte og talte. Hendes tale kunne næsten ingen ende få. Mens kvinden fortalte, så hun, at den gamle mand skænkede te op i kopperne. Han hældte og hældte te i hendes kop, så det til sidst løb ud over hendes hænder. Kvinden råbte: “Hvad er det du laver, kan du da ikke se, at der ikke er plads til mere te i koppen.” Den gamle mand så på hende og svarede: “Ligeså hos dig, du kom her for at få et svar, men der er ikke mere plads i din kop. Kom tilbage, når der er plads til et svar, og så kan vi tale sammen.”

Kvinden var så overfyldt med sine egne præstationer, at hun end ikke havde plads til at indse: At der ikke findes et svar på meningen med livet. Vi kan ikke tænke os til meningen med livet; vi kan kun leve livet, så det giver menig. At leve livet, så det giver meningen, er at følge vores indre Kristus signatur. Jesus viste os vejen gennem fortællingerne i evangeliet. Lever vi med Jesus Kristus som spejling på vores liv, så kommer meningen helt af sig selv lidt efter lidt.

Af sognepræst Ingrid Salinas